Viser opslag med etiketten formidling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten formidling. Vis alle opslag

mandag den 4. august 2014

Overvejelser om hvorfor whiteboard animation

I dette indlæg vil jeg kun fokusere på hvorfor "whiteboard-animation"? Og ikke på de forskellige problemer der er med arbejdsmetoden - som der er. Det vil jeg skrive om særskilt. Og jeg heller vil jeg her gå i detaljer med hvordan. Det har skrevet lidt om i et tidligere indlæg og arbejder i øjeblikket på en mere udførlig manual.

Multimodalitet
Den visuelle intelligens en væsentlig rolle i vores tænkning og derved også vores læring. Det er ikke sådan at det visuelle skal erstatte andre måder at kommunikere på, at tænke på og at opnå viden. Men det skal omvendt heller ikke glemmes. Det er en vigtig del i læringsprocessen.

Der er to meget udbredte måder at udtrykke tekst - nemlig den skrevne og det talte. I de senere år er disse to måder begyndt at blive komplimenteret med en tredje måde - nemlig billedet. Det skal ikke forstås som at billedet ikke har eksisteret før - tværtimod var det jo tidligere den ene måde ud af to - nemlig det talte og billede. Altså før skriftsproget blev udviklet. Men overtid blev billedet skubbet lidt i baggrunden i forhold til det talte og i højere og højere grad den skriftlige modalitet. Men som nævnt er billedet fået en øget betydning, hvilket egentlig ikke burde være så underligt. De fleste børn i dag - i den vestlige verden - vokser op med billedet som en magtfuldt modalitet, der i lang tid skal understøtte det talte eller skrevne. Det ser man fx i tegnefilm, børnebøger og computerspil mv. Derfor udvikles de fleste børns visuelle intelligens helt naturligt i den daglige berøring med den visuelle modalitet.

De sidste par år har fx RSA-animate haft stor succes med at hvad der kan kaldes whiteboard-animation (eksempler i videoen nedenfor)

DR's program Detektor har også jævnligt gjort brug af formatet i de populære tv-programmer. Og der findes en række andre eksempler på Youtube, der arbejder efter samme koncept. Foredrags-serierne TED er også begyndt at lave egentlige animationer under titlen TED-ED. Og det er principper der også går igen i ideen omkring Flipped Classroom. Det er en kommunikationsform, som er stærk for tiden. Og det skyldes netop den multimodale platform det foregår i og det styrker der er ved den. Jeg mener dog ikke kun at det er som modtager at der er noget at vinde rent læringsmæssigt. Eleverne kan netop også blive producenter af sådanne projekter - og det vil egentlig ikke være store skridt i forhold til arbejdsformer elever har oplevet tidligere.

Mit argument for whiteboard-animationen
I en whiteboard-animation kommer disse tre modaliteter - det talte, det skrevne og billedet - til udtryk i den samme platform. Både for producenten og den der modtager viden vil de tre modaliteter komme i spil. Og komplimentere hinanden i forhold til at udtrykke den konkrete faglige viden.

Jeg mener personligt at processen i udarbejdelsen af en whiteboard-animation er en en stærk læringssituation. En af væsentligste grunde er den føromtalte multimodalitet - som jo er til stede både for afsenderen og modtageren. Jeg vil her kort videre uddybe hvorfor dette er centralt i forhold til læringsprocessen. Det vil jeg gøre ved at tage udgangspunkt i psykologen Daniel Kahnemans teori om hvordan vi tænker. Han beskriver at vi overordnet har to tænkesystemer - System 1 og System 2.  System 1 er de umiddelbare stimulanser, der former vores forståelse. Og det er også noget der lagrer sig i sproget om hvordan vi taler om mange forskellige fænomener - fx jordens bevægelse i forhold til solen, som for os i daglig tale bliver benævnt som at solen går op og ned - selvom det rent videnskabeligt reelt er noget sludder. Det er væsentligt at bemærke at det er system 1, der er det stærkeste - dvs. det der former mest af vores forståelse og måde at tale om omverden på.



Det er dog det 2. system, der er omdrejningspunktet i arbejdet med whiteboard animation. Eleverne arbejder med at skulle forklare og belyse faglige begreber, teorier, faglige sammenhænge - generelt viden. Det er den viden der er langsom og skal tilegnes gennem læsning og øvelser. I forbindelse med WA skal den så forklares - i tale, skrift og billede. Det 1. system bliver også aktiveret i arbejdet med at lave visualiseringer. For her skal de netop bruge de umiddelbare stimulanser og de simple forståelser vi har af omverden - fx gennem brugen af visuelle metaforer. I en hf-klasse der arbejdede med at lave opsamlinger af historieske perioder i netop WA, brugte en gruppe en meget stærk men alligevel meget simpel måde at udtrykke, at den katolske kirke Europa blev splittet i forbindelse med reformationen. De havde tegnet en kirke og klippet et zig-zag-mønster ned gennem kirken. Og da den faglige viden skulle formidles i videoen om det kirkelige brud blev det illustreret med en kirke der blev splittet rent fysisk [indsæt eksempel - kommer]. Og det er netop i forbindelse med at begge tænkesystemer bliver aktiveret, at jeg mener at der er en særlig stor læringsgevinst at hente. Det er en arbejdsform, der således ikke kun er tung og langsom (som i System 2) men også hurtig og følelsesmæssig (som i System 1).

Ovennævnte eksempel illustrere også et andet  væsentligt forhold jeg vil fremhæve i forhold til WA. Nemlig at det mere eller mindre tvinger eleverne til at forklare fremfor bare at fremlægge eller redegøre. Der er iboende i produktkravet således et behov for at producenten automatisk bevæger sig op af den taksonomiske trappe. Det er ikke nok med en gengivelse af stoffet. Det skal struktureres og sammenhænge forklares og/eller det skal bedømmes og vurderes. Dette krav ligger der ikke nødvendigvis i en powerpoint-fremlæggelse, der kan komme til at være mere en fremlæggelse end en forklaring og derfor er der en større redegørelses-faldgruppe forbundet med fx PP-fremlæggelse.



WA skal selvsagt ikke være en gentagende opgave, så en klasse kun arbejder med WA-projekter! Men skal indgå som en del af variationen og kan, ved at eleverne bliver introduceret til formen, indgå i den palet af præsentationsredskaber (fx PP, skuespil, quiz'er, hjemmeside, prezi mv.) eleverne opøver igennem deres uddannelse. Og jeg mener det er stærkt formidlingsværktøj - både for afsenderne (gruppen der har lavet den enkelte film) og modtagerne (resten af klassen eller andre elever)

Har du nogle indvendinger, kommentarer og/eller måske erfaringer?

mandag den 22. april 2013

Glogster i samfundsfag - som faglig formidling


Nu har mine elever forsøgt sig med Glogster til at lave "digitale plakater". Det at plakaten giver mulighed for at bruge forskellige modaliteter på en relativ simpel måde er et stort plus.

Eksemplerne nedenfor er delprodukter af et lille miniprojekt (i samfundsfag C) på en blokdag - 'plakaterne' er ment som en del af en oplysningskampagne om udvalgte emner. Der er selvfølgelig plads til (faglig) forbedring. Men overordnet synes jeg, de har arbejdet godt og får vist og øvet formidlingskompetencer - og nok så væsentligt formidling af fagligt stof.

En anden smart ting ved Glogster er at man kan 'signe up' med Facebook. Det betyder at eleverne ikke har brug for et nyt login. Jeg er personligt en stor fan af digitale værktøj, der kan tilknyttes enten Twitter, Google eller Facebook. Det mindsker antallet af logins eleverne skal bruge.

søndag den 4. november 2012

Visuel læring - whiteboard animation eller simpel tegn og klip

Multimodalitet er et dejligt ord - et ord man kan knække tungen på. Et begreb der dækker over noget, som der måske er for lidt af i gymnasieelevers hverdag. De møder ofte det verbale i skrift og tale - særligt  i form af lektier og klassesamtale. Efterhånden møder eleverne dog også det visuelle. Flere nyere gymnasiebøger forsøger at integrere modeller, figurer og billeder for at understøtte og supplere teksten. Dette er en del af den receptive tilgang. Eleverne skal lære at forstå de visualiseringer de bliver forholdt, da de - visualiseringerne - er en del af den samlede faglige læsning og forståelse. I samfundsfag arbejder man fx meget med modeller og eleverne skal lære at forstå modellernes logik - hvilket egentlig er en visuel tilegnelse. Inddragelsen af visualiseringer argumenteres for er vigtigt for generel indlæring - vi skal således som lærere fascilitere en udvikling af visuel intelligens (Ebbensgaard, 2011: s. 39). Men man kan også udvikle den visuelle intelligens den modsatte vej - nemlig ved at eleverne skal være produktive og kreative og skabe visualiseringerne. Og det er særligt her jeg synes der er et potentiale og er noger jeg har forsøgt at arbejde med. Min inspiration har først og fremmest været RSA Animate fra Cognitive Media. RSA Animate er netop et projekt, der bygger på en grundforudsætning for at indlæringen fungere bedre under multimodale rammer. Helt præcist har de arbejdet med det, der kaldes whiteboard animation, hvor en dygtig tegner illustrerer/visualiserer et foredrag - i en form for real-time (ved hjælp af redigering, klip og time-lapse). Måden hvorpå visualiseringen understøtter det talte ord, syntes jeg var kraftfuld. Mere jordnært er jeg også inspireret af et tilsvarende tysk oplysningsprojekt, der kalder sig selv Explainity (har også lavet enkelte videoer på engelsk) - kort sagt er deres projekt, "to make sense of the daily news cycle and to foster public understanding of complex issues". Deres format er mere simpel - tegn, klip, vis og fortæl. Og det tænkte jeg: "det kan mine elever da også gøre". Men først skulle det selvfølgelig afprøves på egen krop og evner, hvilket videoen nedenfor er et resultat af - jeg valgte at lave en lille introduktionsvideo til eleverne (jeg har endnu ikke fået lavet speak indover videoen - og har derfor "livespeaket" den i klassen).




Kreativitet

Samtidig er det også en arbejdsform - kan det argumenteres for - der styrker den innovative kompetence. Helt konkret fik eleverne at vide at de skulle igennem 5 stadier for at komme frem til produktet (alt efter hvor meget tid man har til rådighed kan man tilføje eller droppe punkt 5 - og trinene kan også ændres lidt på). Tilgangen er stærkt inspireret af de innovative trin, som fx Kirsten Lauta og Dorte Fensteen arbejder med på Københavns Åbne Gymnasium:

  1. Viden - det er i denne forbindelse nødvendigt med at have noget viden om hvad de skal være produktivt kreative omkring. Det kan være noget fagligt de fx har læst i bogen man arbejder med. Det kan være på baggrund af en undersøgelse de har lavet (fx kunne man i samfundsfag arbejde med at deres interviews (kvalitativt eller kvantitativt) præsenteres gennem en visuel præsentation)
  2. Kreativitet & brainstorming (sky is the limit - med ja-hatten på) - hvordan kan det illustreres? Jeg mener det er en god idé at opfordre til at tegningerne gerne må være lidt barnlige (hvilket også gør det mere tilgængeligt for de elever, der ikke har så gode tegne-talenter). 
  3. Udvælgelse - en kort udvælgelsesproces hvor de ideer, som umiddelbart virker mulige skal arbejdes med
  4. Mockup & test - så skal udkastet produceres. Tegningerne skal tegnes, klippes ud, gøres klar. Manuskriptet skal skrives, så der er sammenhæng mellem det der bliver fortalt og vist. Dette udkast kan så afprøves på udvalgte testpersoner (fra egen eller anden klasse) - hvad får de ud af videoen, hvad lærer de mv.? 
  5. Endelig version - og klog af erfaringen skal den endelige video nu sættes sammen. Den endelige version kunne eventuelt også være et samlet kollaborativt resultat af de forskellige gruppers mockups. 

Principperne i denne proces bliver også fint udtrykt i den følgende video om et firmaet IDEO, som lever af innovation. I videoen får de til opgave at videreudvikle indkøbsvognen:




Forløbige erfaringer

Indtil nu har jeg bare arbejdet kortvarigt med denne tilgang. To af mine klasser i samfundsfag (grundforløb på c-niveau) har arbejdet med at lave en kort visualisering af velfærdstrekanten. Fokusset har været at få afprøvet arbejdsformen og oplægget var at de skulle lave en mockup og at hvis det gik fint ville vi udvide hele forløbet om fattigdom til et projekt med at lave en formidling. De fik som ramme 3 moduller á 50 minutter til at arbejde med det (flere grupper har brugt min. 50 minutter mere, af forskellige årsager). Min 1hf-klasse i ks-historie har arbejdet med at lave en opsamlings-præsentation af tiden fra antikken op til oplysningstiden. Her valgte jeg ikke at differentiere mellem mockups og endelige versioner, men at de bare skulle lave en videopræsentation. Denne klasse har haft 6 moduler af 50 minutter til at lave deres video. I en klasse som kun har historie i ydertimer (om eftermiddagen, hhv. onsdag kl. 14-16 og torsdag kl. 13-15) har det givet relativ god effekt at introducere dette projekt - på trods af at de skal "genlæse" materiale vi allerede har gennemgået! De fik 6 moduler á 50 minutter.
Det skal nævnes i denne forbindelse at begge samfundsfags-klasserne har billedkunst, som deres kunstneriske fag i 1.g. Hvilket selvsagt giver dem en fordel og måske medvirker til at de naturligt har lyst til arbejdsformen.

Mine observationer - indtil nu:

De positive:
  • høj elevaktivitet; i høj grad også fra elever der normalt ikke melder sig ind som fagligt aktive.
  • stor entusiasme med at komme i gang med opgaven - selvfølgelig stadig med udsving
  • glæde - det lyder måske fjollet at fremhæve dette punkt, men jeg synes generelt at eleverne var påvirket på en positiv måde. Udviste stolthed over opnåelse af delmål (fx tegnet en flot bod med prisskilte (samfundsfag - markedsmekanismen), eller tegnet en flot munk (historie - middelalderen)

De negative:

  • som det oftest er tilfældet endte flere af grupperne med ikke at være helt færdige indenfor det afsatte tidsrum, på trods af at grupperne overordnet har arbejdet effektivt i timerne og nogle af grupperne har brugt lidt tid i deres egen fritid.
  • enkelte elever - og derved også enkelte grupper (de fik lov til selv at konstituere grupperne) - fandt opgaven mindre barnlig eller mente ikke at have fantasien til at påtage sig sådan en opgave. Derved udebliver motivationen. Disse elever er umiddelbart delt op i to grupper. Nogle der generelt er umotiveret og nogle der foretrækker arbejdssituationer, hvor de kan være meget selektive med indsatsen (fx to-tre markeringer i timen så læreren har set en og så ellers melde sig ud). Opgaven her krævede faktisk fokus fra start til slut, hvis der skulle være forhåbning om at være færdig til tiden.


Produkterne:

  • Af varierende kvalitet (billedekvalitet, lydkvalitet, genkendelighed af tegninger mv.)
    Dette kan dog afhjælpes ved at opstille bedre rammer for optagelses og redigeringsfasen
  • Indholdsmæssigt har de fanget centrale faglige punkter



Evalueringen

Men hvad med læringen? Den har jeg ikke fået evalueret endnu. Jeg har dog et klart indtryk af at fx markedsmekanismen er blevet væsentligt bedre forstået, end hvis vi havde nøjedes med en traditionel undervisningssituation med tavleundervisning og/eller elevarbejde med modeller og/eller arbejdsspørgsmål mv. Tilsvarende har jeg et indtryk af at mine historieelever har væsentlig bedre overblik over den historiske kronologi og hvad der er centralt i de forskellige perioder. Eleverne selv udtrykker i overvejende grad - i deres evaluering af arbejdsformen - at de har fået meget ud af arbejdsgangen.

Det centrale spørgsmål jeg umiddelbart sidder tilbage med, efter den lille afprøvning, er om den tidsmæssige investering er det værd? Som nævnt mener jeg at man, ved at forbedre rammerne omkring optagelses- og redigeringsfasen, kan afhjælpe forhold omkring kvaliteten af præsentationerne. Men det vil formentlig også kunne mindske problemet med tidsperspektivet. Og selvsagt det forhold at eleverne får erfaring med arbejdsformen vil også afhjælpe nogle af de "børnesygdomme" man utvivlsomt vil støde på og som jeg er stødt på.

Produktet egner sig godt som et slutprodukt i et formidlingsprojekt, hvor man fx vil gøre opmærksom på et samfundsmæssigt problem eller fx som opsamlingsfokus. Og er således et interessant alternativ til mere traditionelle (hovedsageligt skriftlige) formidlingsformer - plakater, powerpoints, blogs.

Er der andre der har erfaringer med lignende projekter?

Læs mere:

Om det spændende projekt Visuel HF i Viborg, hvor eleverne tager deres hf på tre år inklusiv et år (fordelt over de tre), hvor de bliver undervist i at tegne, lave animationer mv.:

Aase H.B. Ebbensgaard, Nikolaj Frydensbjerg Elf & Sia Søndergaard (red.) (2011): At tegne en tanke - Første rapport om Visuel hf i Viborg. Serie: Gymnasiepædagogik, nr. 81. (online her)