Google har med deres fildelingsplatform GoogleDrev gjort det muligt at administrere de skriftlige afleveringer på en nem og hurtig måde. Det er selvfølgelig ikke alt sammen rosenrødt, men i forhold til de områder der er afgørende for mig i rettearbejdet, så er GoogleDrev en stor forbedring end fx Lectio's system.
Det første skridt er selvfølgelig at få eleverne til at skrive i GoogleDrev. Det kan i sig selv godt være en udfordring. Men det kan være en god investering. Særligt hvis man i et klasseteam bliver enige om at bruge denne platform, fx i forbindelse med opgaveskrivning, gruppearbejde, projektarbejde mv.
Aflevering i GoogleDrev
Når eleverne skal aflevere opgaven skal de dele den med læreren. For at kunne det skal de bruge den mail man har tilknyttet sin Google-konto. Hvis de har en G-mail kan de oprette læreren som en kontakt og så skal de bare bruge navnet. De deler ved at klikke på den blå knap i øverste højre hjørne.
Derefter åbner en boks, som kan ses af eksemplet nedenfor. Der er overordnet tre måder at dele på:
- Man kan dele det link der er ses i den øverste røde cirkel
- Man kan skrive mailadresse(/navn) på den eller de personer man gerne vil dele med.
- Og man kan også dele via G-mail eller forskellige sociale medier (jf. logoerne)
Man skal dog være opmærksom på at man også kan indstille hvor meget adgang de personer man deler linket med skal have. Det ændrer man ganske simpelt ved at klikke på den lille knap "Rediger"
Hvis man deler ved at angive navn, mailadresse eller gruppe (nederste røde cirkel) har man også mulighed for at redigere om vedkommende skal kunne henholdsvis vise, kommentere eller redigere. Hvis eleven skal dele med læreren og læreren skal kunne rette kræver det derfor minimum at de har adgang til at kommentere og gerne til at redigere. Se eventuelt videoen nedenfor.
Retning
GoogleDrev giver derefter mulighed for at læreren og elev kan redigere i det samme dokument sammen. Generelt oplever jeg en meget hurtigere adgang og bedre mulighed for at kommunikere med eleven. Jeg skal ikke først downloade filen gennem fx Lectio. Den åbner op i min browser og eleven kan reelt se mine rettelser med det samme. Derfor kan platformen med fordel bruges som en formativ evaluering (eller fx som en form for genaflevering af opgaven). Man har gennem platformen også mulighed for at følge med i eventuelle ændringer i dokumentet i forbindelse med en formativ evaluering (se eksempel i videoen nedenfor).
Eksempel kommer (video)
Processen kan altså være væsentlig kortere i en genafleveringsopgave. Man kan fx vælge et konkret fokus at rette efter og kun give korte kommentarer på fejl. I eksemplet nedenfor er fokusset på grammatik i engelsk (ikke min egen video):
Som lærer har man selvfølgelig mulighed for at arkivere opgaverne i et filindelingssystem med foldere og stier. Man kan fx oprette en folder for hver elev, som man så deler med eleven, hvor eleverne skal gemme deres opgaver i. Den delte folder fungerer på samme måde som et enkelt dokument. Det vil sige at alle ændringer, med det samme, bliver tilgængelig for alle dem der har adgang.
For at opsummere, mener jeg at opgaveafleveringen ved hjælp af GoogleDrev fjerner et par tidskrævende øvelser (upload, download, opstart af skriveprogram mv.) og samtidig giver det mulighed for et bedre overblik over en udvikling i en opgave, samt mulighed for god kommunikation om opgaven med eleven.
Har du andre gode ideer til fokus/metoder?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar